Kobberstik af stjernebillede
Hvis du ønsker at studere de øvrige stjernebilleder kan du gøre dette via tabellen stjernebilleder (klik på betegnelsen).
Grafisk illustration (flere stjernebilleder kan godt være fælles om enkelte stjerner)
1 lysår er lig 9.460.730.472.581 kilometer (= ca. 10 trillioner kilometer).
Stjernerne i stjernebillederne betegnes med bogstaver fra det græske alfabet. Den kraftigst lysende stjerne betegnes med α, den stjerne der lyser næstkraftigst betegnes med β osv. I tabellen det græske alfabet (tryk på betegnelsen) kan du se samtlige græske bogstaver.
Lyren (Lyra)
Zeus besøgte engang den skønne nymfe Maia, mens hans kone Hera sov. Ti måneder efter nedkom Maia med sønnen Hermes. Som halv-gudebarn voksede han hurtigt, og allerede i vuggen begyndte han at kede sig. En dag sprang han ud af vuggen og mødte hurtigt en skildpadde. Af dens skjold lavede han en lyre, som han straks begyndte at spille fortryllende på. Han blev dog hurtigt træt af at spille og fik lyst til at stjæle sin brors, guden Apollons, kvæg.
Apollon opdagede tyveriet og fandt Hermes, som benægtede ethvert kendskab til det. Men da han fandt det stjålne kvæg og går til Zeus for at klage, må Hermes gå til bekendelse. Zeus morer sig over historien om den spæde kvægtyv, og brødrene forliges mod at Apollon får lyren. Til erindring om denne historie fik lyren sin plads på himlen.
Lyren overgav Apollon til sangeren Orpheus, som med den og sin sang kunne bevæge alle. Med lyren i hånd blev det blot endnu bedre. Således svajede nu selv træer og buske for tonerne.
Orfeus giftede sig med en ung, smuk pige, nymfen Eurydike. Hun blev desværre umiddelbart efter brylluppet bidt af en slange og døde. Orfeus var knust af sorg og besluttede at drage ned i underverdenen, hvor de døde var, for at redde sin kone. På vej ned gennem underverdenen nåede han først den fler-hovedede hund, Charon som Orfeus hurtigt charmerede sig ind på med musikken fra hans lyre. Det samme lykkedes med færgemanden over floden Styx, hvor alle døde sejler over. Dernæst charmerede han sig forbi den behårede slange Furies indtil han nåede underverdenens ledere Hades og Persephone. Orfeus sang og spillede hvad han kunne og det lykkedes ham at røre selveste underverdenens herskere. Så meget at de godkendte at Orfeus kunne tage Eurydike med op igen. Dog skulle to følgende to betingelser opfyldes:
1) Eurydike skulle under hele turen op gennem underverdenen gå bag Orfeus
2) Orfeus måtte på intet tidspunkt se sig tilbage
På vej op fra underverdenen blev Orfeus imidlertid grebet af en grusom, uforklarelig tvivl der gik på om der nu virkelig kunne ske noget ved at se sig tilbage. Orfeus kiggede sig i sin dybe tvivl et kort sekund tilbage over skulderen hvilket han selvfølgelig ikke skulle have gjort. Eurydike smeltede således bogstaveligt talt foran øjnene på Orfeus og i samme øjeblik lukkedes dørene til underverdenen. Eurydike for bestandigt draget bort fra vor verden.
Ensom og ulykkelig drog Orfeus nu rundt i syv måneder. Han sang og spillede stadig af og til på sin lyre og tiltrak stadig såvel mennesker som dyr. En gruppe kvinder fra Thrakien anført af vinguden Dionysos blev også trukket til af den himmelske musik, men Orfeus kunne ikke forelske sig i nogen. Over dette blev de fordrukne kvinder så arrige, at de gik løs på den stakkels Orfeus med sten, stegespid, mortérstødere, hammere og krumknive. De sønderrev ham derefter til ukendelighed og kastede hans lemmer til højre og venstre. Til sidst blev Orfeus hoved sammen med lyren kastet i vandet.
Med strømmen drev hovedet og lyren over til øen Lesbos, hvor man tog lyren og hængte den op i Apollons tempel. Man begravede endvidere hans hovede og nattergalene sang over hans grav så skønt som ingensteds i verden. Endog Apollons spådomskunst skal hovedet have øvet og givet mennesker orakelsvar, indtil Apollon udstrakte sin hånd og bød det tie. Og da tav det.
På Lesbos boede en anden dygtig sanger, Arion, der hidtil havde frydet alle med sin sang. Han overtog lyren og blev rigtig ferm til at spille på den. Han blev faktisk så dygtig, at når han spillede, faldt selv den vildeste flod til ro. En dag kom han til Sicilien for at synge og spille. Han blev der særdeles godt betalt. Da han så ville sejle hjem med alle sine rigdomme, ville sømændene stjæle fra ham. Han fik dog lov til at spille inden de skulle slå ham ihjel, og han spillede så søfolkene glemte alt om sig. Pludselig sprang han overbord og kort efter kom han til syne ridende på en delfin. Guderne satte delfinen på himlen som tak for dens redningsdåd.
1) Vega (den faldende ørn eller harpestjernen), er 25,3 lysår væk og lyser som 58 sole. Om 12000 år vil Vega være polstjerne p.g.a. Jordens præssesion. Det er omkring denne retning hele Solsystemet bevæger sig med en fart af knap 20 km/sek, retningen kaldes Solens Apex. Med denne fart ville Solsystemet nå Vega (hvis den da lå stille, men det gør den ikke) om 450000 år.
ζ1) 154 lysår borte
β) Sheliak (skildpadden), er et typisk eksempel på en lyride, en dobbeltstjerne hvor de to stjerner, set fra Jorden, skiftevis dækker hinanden, og det derfor ser ud som stjernen varierer i lysstyrke. De to stjerner er 881 lysår væk og den største lyser som 3000 sole. De to stjerner er så tæt på hinanden, at der overføres gas fra den ene til den anden.
γ) Sulafat, 634 lysår borte
δ2) 898 lysår borte
ε1 og ε2) Er dobbelt-dobbelt stjerne. Med en håndkikkert ses den som dobbelstjerne, men i en kikkert med over 6 cm åbning og god forstørrelse, viser de to sig hver at være dobbelt. De fire stjerner er henholdsvis 160 og 162 lysår borte.
M-57) M-57, er den berømte Ringtåge, en planetarisk tåge, som dog kræver en pæn stor kikkert at se.