Kobberstik af stjernebillede Hvis du ønsker at studere de øvrige stjernebilleder kan du gøre dette via tabellen stjernebilleder (klik på betegnelsen). |
Grafisk illustration (flere stjernebilleder kan godt være fælles om enkelte stjerner) 1 lysår er lig 9.460.730.472.581 kilometer (= ca. 10 trillioner kilometer). Stjernerne i stjernebillederne betegnes med bogstaver fra det græske alfabet. Den kraftigst lysende stjerne betegnes med α, den stjerne der lyser næstkraftigst betegnes med β osv. I tabellen det græske alfabet (tryk på betegnelsen) kan du se samtlige græske bogstaver. |
Orion (Orion) Hyrieus var en barnløs mand, som så inderligt gerne ville have en søn. En dag fik han pludselig et fornemt besøg. Guderne Zeus, Poseidon og Hermes kom forbi og Hyrieus bød de fremmede, som han troede var tre fornemme rejsende, på oksesteg fra det flotteste dyr, Hyrieus havde. Da de havde spist op, bad guderne Hyrieus om at hente skindet fra den ofrede okse. De knappede så deres kjortler op og stillede sig op rundt om skindet og tissede på det! Hyrieus måbede, men de tre forklædte guder bød ham at grave skindet ned i jorden udenfor hans bolig, så ville hans højeste ønske gå i opfyldelse. Herefter pakkede guderne sammen og forlod Hyrieus' hus. Ni måneder senere rejste sig fra jorden på det sted, hvor okseskindet var blevet begravet en høj, ung mand - Orion. Hyrieus blev lykkelig og tog "barnet" til sig. Orion voksede og voksede og blev efter sigende hurtigt så høj, at han kunne krydse havet uden at få vand i hovedet! Jagtens gudinde Artemis hjalp i begyndelsen Hyrieus med opdragelsen og hvad var mere naturligt end at opdrage Orion til at blive en vældig jæger. En særdeles dygtig jæger blev Orion. Dagen lang færdedes han således i de store skove, hvor han med sværd og bue jagede de vilde dyr sammen med sine to hunde (stjernebillederne Lille Hund og Store Hund). Selv de stærkeste bjørne og de største ørne måtte lade livet for hans skarpe sværd og sikre pile. Orion vidste at Artemis elskede hareblod. Harer (stjernebilledet Haren) blev derfor også flittigt nedlagt som en tak til Artemis for hendes oplæring. Intet, som han havde udset sig som sit bytte, kunne tilsyneladende undslippe. Engang kom han til et kongerige i Boiotiens skove. Kongen havde intet mindre end syv smukke, unge døtre: Alcyone, Merope, Celaeno, Taygeta, Sterope, Maia og Elektra. Orion forelskede sig på stedet i alle syv, men kongen ville ikke have en omflakkende jæger som svigersøn og afviste Orions bejlen. Orion, der ikke var vant til , at noget bytte gik hans næse forbi, bortførte så en mørk nat den ene af døtrene. Da kongen opdagede dette satte han efter Orion og om morgenen fandt han Orion i skoven, sovende i den unge piges arme. Faderen tog nu en grusom hævn: Han lod øjnene stikke ud på Orion og efterlod ham hjælpeløs i skoven. Dette var vel den værste skæbne, der overhovedet kunne overgå en jæger. Den blinde Orion famlede sig nu i månedsvis af sted gennem skove og bjerge. Omsider nåede han frem til guden Hefajstos, der havde en smedje i bjergene. Hefajstos blev rørt af den forfærdelige skæbne, der var overgået Orion og nævnte en metode hvorigennem Orion kunne blive helbredt. Før helbredelsen kunne ske krævedes imidlertid en lang vandring gennem vilde bjerge og ud til den yderste kyst, hvor solen står op af havet. Da Hefajstos selv var krøbling kunne han ikke vandre med Orion. I stedet fik Orion en læredreng ved navn Kedalion med som vejviser. Orion drog derefter af sted med drengen på sine arme. Da de efter lang tids vandren nåede ud til kysten, satte de sig på stranden. Kedalion hjalp Orion til rette, så han, vendt mod den opgående sol, kunne tænde sine øjnes lys ved dens stråler. Snart vendte Orion tilbage til skovene for at finde kongens døtre, men han kunne ikke genkende landskabet. På stedet, hvor kongen skulle bo, så han nu kun syv smukke hvide duer flyve omkring. Han sendte sine pile efter dem, men de undgik dem og flygtede. Orion anede, hvem duerne var og forfulgte dem nu gennem de vidtstrakte skove. Somme tider syntes det ham, at pigen, han var sammen med i skoven, var med i flokken, somme tider var hun der ikke. Orion fik dog aldrig ram på duerne - for evigt måtte han jage sin lykke uden at nå den. Helt slut er historien om Orion dog ikke (hvis man overhovedet magter flere tragedier...). Orions evindelige praleri om sine jagtevner havde tidligt i Orions liv gjort ham meget populær hos jagtens gudinde Artemis og derfor meget upopulær hos hendes tvillingebror Apollon. Apollon havde på dette tidspunkt i mange år tænkt over, at Orion havde sagt, at han kunne fange og dræbe et hvilket som helst dyr. Som test af denne egenskab pudsede Apollon nu Skorpionen på ham. Skorpionen angreb Orion og efter en kort men hidsig kamp fik Skorpionen held til at tilføre jægeren en dødbringende rift i hælen (stjernen Rigel). Artemis græd over Orions død og lod ham genopstå på de himmelske jagtmarker, mens Skorpionen til ære for sin bedrift af Apollon ligeledes fik en plads på himlen. Orion frygter dog stadig Skorpionen: Når stjernebilledet Skorpionen om sommeren går op over horisonten, flygter Orion ned under den - de to stjernebilleder optræder aldrig samtidigt på himlen! Også de syv søstre satte guderne på himlen til ære for Orion - de blev til Syvstjernen (Plejaderne).... men lysår adskiller i dag Orion og de syv søstre på himlen ganske som i legenden. |
Betelgeuse) Betelgeuse (kæmpens armhule), er en rød superkæmpestjerne. Det er en stjerne i slutningen af sit livsløb, den pulserer uregelmæsigt og har en utrolig lysstyrke (den lyser som 14000 sole, når den lyser mest og som 7600 når den er svagest). Det lys vi i dag modtager fra Betelgeuse, udsendte den da Tycho Brahe opdagede sin "nye stjerne" - så langt væk er den (427 lysår). ε) Alnilam (perlebæltet), er 1342 lysår væk og lyser som 40000 sole. Rigel) Rigel (benet), som sidder i Orions højre knæ er også lysstærk. Nyere målinger viser at den er 773 lysår væk (det lys vi modtager i dag blev udsendt da Valdemar Sejr var konge i Danmark). Overfladen er 12000 grader varm og den udsender 57000 gange så meget energi som vores sol. |
